Udviklingschef for erhverv og vækst
Vil du stå i spidsen for en helhedsorienteret indsats for at løse Lemvig Kommunes opgaver med at skabe de bedste rammer for vores virksomheder i en tid med store udfordringer og store potentialer?
Erhvervslivet i Lemvig Kommune er hjemsted for markante styrkepositioner med mærkbar vækst inden for grøn energiomstilling, maritime/offshore erhverv og turisme. Der sker samtidig en vigtig udvikling og generationsfornyelse inden for klassiske erhverv, såsom industri, bygge- og anlægsbranchen, landbrug og fiskeri.
Kommunens erhvervsliv står derudover midt i en kæmpe forandring, hvor den kemiske produktion på FMC Rønland (tidligere Cheminova) skal erstattes af nye industriformål inden for tung industri eller forsvarsindustri. Der er næppe mange mere spændende erhvervspolitiske stillinger end dem, Lemvig Kommune aktuelt tilbyder. Der er stærke erhvervsmæssige potentialer, og der er store og vanskelige udfordringer.
Lemvig Kommunes politiske ledelse lægger stor vægt på, at der er et tæt samarbejde på tværs af de kommunale enheder om at give kommunens virksomheder det bedste mulige samspil. Vores virksomheder er drivkraften bag udviklingen af kommunen og skaber de arbejdspladser, der er afgørende for vækst og bosætning.
Lemvig Kommune arbejder tæt sammen med Struer Kommune og Holstebro Kommune i samarbejdet Klog Energi, hvor vi i fællesskab præsenterer Nordvestjylland som en stærk partner for vækst knyttet til grøn omstilling.
Vi slår denne stilling som udviklingschef op med ønsket om at finde de ansøgere, der har innovativ kraft, erfaring og stærke samarbejdsevner til at stå centralt i opgaven med at løse udfordringerne for at skabe vækst og nye arbejdspladser i Lemvig Kommune.
Udviklingschefen bliver leder af ”Udvikling for erhverv og vækst” med tre medarbejdere (under etablering). Udviklingschefen refererer til job- og borgerservicechef Lene Nørlund og kommunaldirektør Søren Søndergaard Kjær.
Lemvig Kommune har en stærk tradition for at arbejde på tværs af fagområder og organisatoriske skel. Udvikling for Erhverv og Vækst indgår derfor i et tæt samarbejde med både beskæftigelsesindsatsen og Teknik & Miljø. Samarbejdet spænder fra strategisk erhvervsudvikling og interessevaretagelse til fysisk planlægning, erhvervsservice og den daglige kontakt med virksomhederne. Som udviklingschef forventes du at være en samlende kraft, der bidrager til sammenhæng mellem kommunens erhvervs-, beskæftigelses- og planlægningsindsatser, så virksomhederne oplever en koordineret og professionel indgang til kommunen.
Udviklingschefen har ansvaret for strategisk erhvervsudvikling, turisme og udbygning af samarbejder om vækst og erhvervsudvikling med lokale, regionale og nationale samarbejdspartnere. Udviklingschefen betjener borgmester, politisk styregruppe og kommunaldirektør i deres arbejde med vækst og erhverv samt repræsenterer Lemvig Kommune i udvalgte bestyrelser og faste samarbejder. Udviklingschefen skal stå i spidsen for udvikling af erhvervskommunikation.
Hvem er du?
Innovativ, strategisk tænkende og operativ - der er brug for at spotte vigtige tendenser og muligheder, som kan sættes i værk til gavn for udviklingen i Lemvig Kommune.
Veludviklede samarbejdsevner - stillingen har mange berøringsflader, og du skal kunne tilføre tillid, energi og værdi til dine samarbejdspartnere og føle dig hjemme både på de bonede gulve og på produktionsgulvet hos både de store virksomheder og mindre erhvervsdrivende.
Struktureret - så du kan samle op på dialoger og møder, formulere operationelle konklusioner og sætte udførelsen af store og små opgaver i gang og følge op, indtil resultaterne er skabt.
Politisk flair - og trives i krydsfeltet mellem en kommune med folkevalgt ledelse, kommunens private virksomheder og en lang række andre samarbejdspartnere. Du kommer med indspil til det politiske arbejde og er med til at omsætte politiske visioner og beslutninger til konkrete initiativer og resultater.
Imødekommende og serviceorienteret - virksomheder skal opleve engagement og professionalisme i mødet med dig og dit team.
Kommunikation – du kommunikerer forståeligt både skriftligt og mundtligt i en form som er relationsskabende og resultatskabende, du er med til at skabe opmærksomhed om Lemvig Kommunes styrker, muligheder og erhvervsmæssige potentialer.
Fagligt fyrtårn - du skal være kommunens faglige fyrtårn på erhvervs- og turismeområdet - derfor skal du have overblik, kunne sætte retning og bidrage med viden til gavn for politikere, aktører, virksomheder, organisationen mv.
Dine opgaver
Som udviklingschef skal du medvirke til at:
- Udvikle nye initiativer, der medvirker til, at Lemvig Kommunes erhvervspolitiske rammer indfries - målet er at omsætte potentialer til konkrete resultater for vækst, arbejdspladser og bosætning.
- Udnytte Lemvig Kommunes grønne kapital som et aktiv for bosætning, skabelse af arbejdspladser inden for grøn energi, havnerelaterede erhverv og offshore og være Lemvig Kommunes ankerperson i Klog Energi-samarbejdet.
- Videreudvikle vores stærke position inden for turisme, sundhed og udviklingen af landdistrikterne. Du er en vigtig sparringspartner for Lemvig-Thyborøn Handel og Turisme, der varetager gæsteservicen for Lemvig Kommune og afvikler store og små events i kommunen.
- Vedligeholde og udvikle alliancer med virksomheder, nabokommuner, samarbejdspartnere og uddannelsesinstitutioner som DTU, Aarhus Universitet og VIA University College. Det omfatter også samarbejdet mellem de syv samarbejdskommuner i Business Region MidtVest
- Være knudepunkt for en række af kommunens erhvervsrettede aktiviteter såsom ansvar for erhvervskonferencer, samarbejde med virksomheder om at fremme fælles erhvervspolitiske interesser eksempelvis infrastrukturinvesteringer, samarbejde med Erhvervshus Midtjylland og samarbejde i Destination Nordvestkysten.
Udviklingschefen skal i særlig grad lede udad og lede opad. Udviklingschefen er tæt sparringspartner for borgmesteren og kommunaldirektøren samt stedfortræder i udvalgte udadvendte sammenhænge.
Lemvig Kommune er vant til at gøre en ekstra indsats for at blive hørt af samarbejdspartnere og nationale beslutningstagere - udviklingschefen skal bidrage til kommunens interessevaretagelse i tæt samarbejde med borgmester og direktion.
Stillingen giver en enestående mulighed for at sætte retning for udviklingen af et erhvervsliv i forandring og for at bidrage til vækst, arbejdspladser og bosætning i en kommune med stærke ambitioner og markante erhvervsmæssige styrkepositioner.
Løn
Lønnen fastsættes i henhold til gældende overenskomst og Lemvig Kommunes lønpolitik.
Ansøgning
Ansøgning med relevante bilag sendes elektronisk via Lemvig Kommunes hjemmeside senest 18-11-2026 12:00.
1. samtalerunde afholdes mandag den 23. november 2026 med forventet ansættelse 1. januar 2027 eller snarest derefter.
Læs mere om Lemvig Kommune på lemvig.dk.