Jobcenter Lemvig søger en ydelsesmedarbejder
Jobcenter Lemvig søger en ydelsesmedarbejder til et nyoprettet visitationsteam
Vil du være med til at opbygge et helt nyt team og sætte dit præg på, hvordan vi skaber sammenhæng mellem sagsbehandling og ydelsesadministration i Sygedagpengeteamet?
Vi søger en kollega, der kan tage del i udviklingen af et stærkt og engageret team, hvor faglig sparring og samarbejde er i centrum.
En af vores erfarne kolleger går på pension, og derfor har du nu muligheden for at blive en central del af vores nye visitationsteam.
Teamet er fysisk placeret i Jobcentret, hvor du bliver en del af et sygedagpengeteam på 10 engagerede kollegaer. Den tætte daglige kontakt giver optimale muligheder for faglig sparring, hurtig afklaring og fælles ansvar for kvaliteten i sagsbehandlingen.
Vi arbejder målrettet på at træffe korrekte og rettidige afgørelser og sikre en helhedsorienteret indsats for både borgere og virksomheder.
Vores samarbejde tager afsæt i Lemvig Kommunes værdier:
Udvikling, Professionalisme og Samspil – både i mødet med borgere, virksomheder og samarbejdspartnere.
Vi forestiller os, at du:
- Har relevant uddannelse, fx administrationsbachelor, socialrådgiver eller lignende
- Har erfaring med sygedagpengeområdet eller stor motivation for at lære det
- Trives med tal og kompleks lovgivning
- Har flair for IT og gerne erfaring med KSD og Momentum
- Kommunikerer klart og imødekommende både skriftligt og mundtligt
- Kan arbejde selvstændigt, struktureret og prioritere opgaver
- Er samarbejdsorienteret og bidrager positivt til det gode arbejdsmiljø
- Motiveres af faglige udfordringer og udvikling
Dine opgaver vil primært vedrøre:
- Visitation og tidlig opfølgning af sygemeldte fra beskæftigelse
- Afgørelser om ret til sygedagpenge
- Udbetaling af ydelser efter sygedagpengeloven
- Sager om kronisk sygdom og bevilling af §56- og §58a-aftaler, samt regressager
- Rådgivning og vejledning af borgere, selvstændige og arbejdsgivere, herunder NemRefusion og Mit Sygefravær
Vi tilbyder:
- Et spændende job i et nyoprettet visitationsteam
- Fysisk placering tæt på dine kolleger, der skaber et stærkt samarbejde og høj faglighed
- Grundig og struktureret oplæring, der giver tryghed og overblik i opstarten
- Tæt og tilgængelig faglig og ledelsesmæssig støtte med plads til sparring og udvikling
- Et engageret og hjælpsomt kollegialt fællesskab
- Fleksible arbejdstider med mulighed for flekstid og hjemmearbejde efter aftale
Har du de relevante kompetencer og kan se dig selv i jobbet, er du måske vores nye kollega.
Yderligere oplysninger fås hos Afdelingsleder Linda Møller Larsen på tlf. 61805656.
Ansættelse og aflønning sker efter gældende overenskomst i henhold til Dansk Socialrådgiverforening eller HK samt principperne for Ny løn.
Stillingen er en fast stilling på 37 timer pr. uge med tiltrædelse senest 1. maj 2026 eller snarest herefter.
Ansøgning med relevante bilag sendes elektronisk via Lemvig Kommunes hjemmeside senest 19-03-2026 08:00.
Ansættelsessamtaler forventes afholdt den 24. marts 2026.
Læs mere om Lemvig Kommune på lemvig.dk.